Seitenpfad:

Strandvold

 
Strandwall

BØLGER AF SAND

Skiftevis sandstrande med en flad hældning og aktive klinters brudkanter er de typiske former for landskab, som man kan finde ved Slesvig-Holstens østersøkyst. Det er de stejle kyster, som giver materialet til de flade strandvolde ved Sliens munding ligesom i Bottsand eller Hohenfelde længere østpå. Ved stormflod fra østlig retning føres her sand, grus og sten bort og transporteres langs kysten.

Sliminde opstod især på grund af nedbrydningen af klinten i Schønhagen i syd, hvorfra sand og grus til etablering af strandvoldene transporteres med strømmen i vandet samt med bølger af sand i nordlig retning ud for Sliens munding. Også fra den modsatte retning, den stejle strand i Dyttebøl, vandrede sand i retning mod Oehe og videre hen til Lodsøen. To store landtunger i forskellig størrelse voksede dermed mod hinanden, langsomt nordfra, hurtigere sydfra, og hen imod slutningen af det 18. århundrede havde Sliens munding næsten helt lukket sig.

DYNAMISK LANDSKAB

Ved gennemskæringen af den nye munding for Slien omkring år 1796 på dens nuværende sted opstod Lodsøen, som efter den fuldkomne lukning af Sliens naturlige munding nord for den nuværende munding for ca. 50 år siden igen blev til en halvø. Beskyttet af strandvoldene groede de flade bugter og nor til i vest, der opstod saltenge og også Vormshoved Nor, Sliens ur-munding fik efterhånden den form, som den antager i dag. Ved diger og høfder er der sat grænser for de naturlige ændringer af kysten, men der er ikke helt sat en stopper for dem, og kraften fra Østersøens bølger kan stadig en dag gennembryde strandvolden igen.

schematische Darstellung

Bølgerne rammer for det meste skævt ind på stranden. Bølgen, som trækker sig tilbage, transporterer sand, grus og sten væk fra den skæve strandflade. I en siksaklinje driver materialet væk langs kysten med strømmen.

Yderligere links
Naturschutzgebiet Graswarder

 

PLANTER PÅ SAND OG SALT

Ved første blik synes planterne på strandvoldene og saltengene på Oehe-Sliminde ikke at være specielt interessante. Især græsarterne på den sandede jord som f.eks. fåresvingel og rødsvingel dominerer billedet. Først når man kigger nærmere, kan man også få øje på planterne med små blomster som f.eks. hindeknæ, kokleare, arenaria eller glaux eller de uanseligt blomstrende arter som vejbred, mælde og strand-trehage. Moser og lav danner kun lave tæpper, derimellem slangetunge, der er en bregneart. Man kan møde ca.160 forskellige arter i området, mere end 20 af dem står på den røde liste over truede planter. På grund af deres forskellige krav til stedet står de sammen i typiske plantesamfund, som afspejler mangfoldigheden i levebetingelserne på Oehe-Sliminde.

På den sandede jord og også på den saltholdige side af strandvolden vokser strandarven, der ligesom mange saltplanter har sukkulente blade og danner plænelignende bestande. Noget højere oppe på stranden trives strandkålen og strandtidslerne, begge statelige enkeltstående vækster. Her kan man også støde på hjælmen og kruset skræppe, stenurt og krageklo.

Hjælme
Hjælme
Strandkål
Strandkål
Harril
Harril
Rynket rose
Rynket rose
Galloway-kvæg
Galloway-kvæg

På vestsiden af halvøen beskyttet af strandvolden er der ved aflejring af fint sediment opstået saltenge, som over et stort område er domineret af harril. Her vokser typiske saltplanter som strand-vejbred, strand-malurt og strand-asters. Tidligt på sommeren finder man her strandnellikens rosa blomsterhoveder. Specielt på de mere brakvandsprægede steder dannes der rørkrat med siv.

Det træ på Oehe-Sliminde, som igennem lang tid vel nok var det eneste synlige træ, som man kunne se langt væk fra, var en hvidpoppel. Den stod lige i nærheden af det gamle for længst forfaldne lodshus, som befandt sig ca. 500 meter nord for den nuværende bygning. Det hedder sig, at en hest en gang har overlevet en stormflod med højt rejste forben støttet mod en grenkløft på hvidpoplen. For ca. 50 år siden faldt den rådne stamme, og på samme sted står der i dag en hel lille poppelskov med en skæv krone, som er formet af vinden. Den er blevet et iøjnefaldende sømærke for skibsfarten og et vartegn for naturreservatet.

Fyrretræerne på Lodsøen er for ca. 80 år siden blevet plantet i nærheden af det nuværende lodshus. Oprindeligt plantet som en hæk spreder den rynkede rose sig også. Den er blevet til et problem for omgivelserne, for den ikke hjemmehørende plante, der oprindeligt stammer fra Japan, breder sig over store områder og fortrænger samtidig sjældne og for stedet typiske planter. Det er meget arbejdskrævende at få styr på den, således at den ikke breder sig yderligere især i retning mod naturreservatet.

Støtte til landskabsplejen bliver leveret af Galloway-kvæg fra Stiftung Naturschutz Schleswig-Holstein, der ivrigt giver sig i kast med vegetationen. Mange af de typiske kyst- og engfugle ruger på jorden. Strandskaden, den store præstekrave eller viben og rødben vil gerne have det overskueligt, har brug for et frit udsyn ud over områderne. Også blomstertæpperne med stenurt og områderne med almindelig sandskæg i det 362 ha store fredede område drager fordel af afgræsningen. I et højt sammenfiltret plantedække kan de ikke klare sig, og der vil også komme mere plads, når kvæget går i gang med den ukontrolleret voksende rynkede rose.