Willkommen auf der Website der Lotseninsel Schleimünde

VINDVADERNES LEVERUM

Ca. 140 hektar måler vadearealet i vestsiden af halvøen Sliminde. På grund af dets egenart og ikke mindst dets økologiske betydning som et hovedfødeområde for de rugende eller rastende havfugle hører det med til naturreservatet Sliminde. Ikke mange arter kan klare de ekstreme levebetingelser i det uregelmæssige skifte mellem oversvømmelse og tørhed. Her er hovedsagelig specialisterne repræsenteret, som så imidlertid ofte er her i stort antal og tæthed.

I SANDET OG I SLIKKET...

Når vedvarende vinde fra vestlig retning får vandstanden i Slien til at falde og vadearealerne tørlægges, indikerer de typiske spor efter liv på vadeoverfladen, hvem der bebor dette sted. Man finder de ovale åbninger i jorden fra sand- og hjertemuslingerne samt fra dyndsneglen og sandormens særligt iøjnefaldende "ædetragte" og ekskrementer. En del steder ses de stjerneformede ædespor fra den lille slikkrebs ligesom de uregelmæssigt forgrenede gange, som en nereis laver.

Når det lavvandede område bliver opvarmet om foråret, kan nogle af disse beboere i vadeområdet ses krybende på sedimentet eller frit svømmende. Slikkrebsen forlader ofte sine beboelsesrør og svømmer med kraftigt arbejdende brystben. Man kan også se en udvokset nereis under jagt, når den fanger andre ledorme, fiskelarver eller slikkrebs med dens kraftige kæbepar. Det er nok kun særdeles sjældent, at man kan se en nereis krybende eller svømmende i vandet. Desto mere iøjnefaldende er tragte og dertil hørende ekskrementhober fra dens U-formede beboelsesrør i vindvaderne.

 

I de dybere områder af sandvaden finder man muslingerne. Sandmuslingerne hører til blandt de største beboere med den dybeste beboelse i vadeområdet, mens hjertemuslingerne derimod ligger lige under overfladen. Via deres korte sifon leder de en konstant strøm af vand gennem deres krop. Det komplicerede gælleapparat filtrerer i den forbindelse de fineste fødepartikler ud af vandet.

...OG OVENPÅ

Strandsneglen er en typisk repræsentant for dem, der bor i overfladen. Dens slimede spor efter fortæring på en slikrig vadebund overtrukket med en tæt hinde af kiselalger ses tydeligt. Tørre perioder klarer de tilbagetrukket i deres hus. I vandfyldte sænkninger i den øverste vadezone findes også dyndsneglene, som efterlader korte snoede spor efter græsning på den våde sandjord. Pælemuslingerne foretrækker derimod fast grund, for det meste i tætte flokke og i selskab med blæretang og rurer.

 

Strandkrabben ses ikke hyppigt, men er iøjnefaldende ved dens størrelse og bevægelighed. Den findes især i de knap tre m dybe lavvandede områder af den ydre Slien. Et særligt overvintringskvarter blev opdaget i midten af halvfjerdserne. Det ligger i ca. fem meters dybde ved sydskrænten til den vadesokkel, som falder ret stejlt hen imod sejlrenden. I op til en meter høje og til dels lige så dybe vandrette spalter samles tusindvis af strandkrabber i tætte klynger i den kolde årstid. Måske inspirationskilden til Frank Schätzings bog "Sværmen"?

 

 

 

Strandkrabben overlever også uden problemer en tørlægning på flere timer, da gællehulerne med gællerne godt kan holde på fugtigheden.